Hunawihr og Eguisheim

Onsdag

Nok kom der atter en dag, men jeg følte mig ikke helt på toppen, så jeg måtte holde sengen om formiddagen, mens de andre gik en tur i vinmarkerne. Vi havde egentlig aftalt, at vi skulle op på Saint Ulrich og Ribeau Pierre, men det gad de andre ikke, så de gik en tur i markerne mellem Ribeauville og Bergheim.

Da jeg så endelig kom til hægterne, gik jeg mod Hunawihr, så kunne de andre samle mig op, hvis de kom forbi. Der gik nogle vinplukkere nær ved vejen. De plukkede Gewürtstraminere fra 80 år gamle stokke. Det må sgu’ da være en god vin. Jeg nåede til Hunawihr, inden de andre, men de ventede på mig ved Sipp-Mac som ligger næsten øverst oppe i byen. De kom nu ikke ud, da vi ringede på, så vi gik op til Ziegler aller øverst oppe. En lille vinmand, hvor Mor ved at lave mad til plukkerne, så hun gik mellem os og gryderne. Deres vin var nu på det jævne, så jeg købte ikke noget.

Vi kørte nu til Eguisheim. Jeg ville besøge Sorg, lige over for kirken i en gård. Det var bestemt en helt anden god kvalitet. Selv deres Pinot Noir kunne måles med dem fra Rodehrn. Vi fik lov at smage deres Grains Noble. Den var (selvfølgelig) god og Per var tæt på at købe et par flasker indtil han så prisen. 32€ pr. ½liter flaske.

De andre købte aftensmad, mens jeg lige gik op i lejligheden og skrev lidt på dagbogen. Vi spiste på campingpladsen. De havde købt confiterede andelår: And i eget fedt. Det smager altså fantastisk. Dåsemad i Frankrig er høj kvalitet og en tilberedningform i sig selv. Det blev lige til en rødvin fra Sorg og så godnat.

Torsdag

En af de helt sikre er en tur i supermarkedet. Ikke for mig, men de andre. Jeg har så fri, så jeg kan gå lidt rundt på egen hånd. Jeg trissede lidt rundt på steder i byen, jeg ikke havde set før, - eller i hvert fald glemt. Jeg slog et slag ind forbi Jean Sipp på vejen. Det var mørkt, men jeg fik da banket en op, som kunne servere lidt rødvin for mig. Der var nu ikke så godt, som det fra Rodehrn, så jeg forlod stedet uden at købe noget.

Smagelokale hos Trimbach

Trimbach var næste mål. Jeg havde selvfølgelig deres bryllupsvin (Riesling) i tankerne, men også deres rødvin. Der var også mørkt, så jeg hentede en dame på kontoret, som i øvrigt også havde betjent mig den anden dag. Jeg skulle starte med Pinot Noir. Hvis man forinden en smagning siger, at man ønsker at smage både rød og hvid, så vil de gerne have man starter med de røde. Det er meget forståeligt, da de indeholder mere garvesyre (tanin) og derfor kan føles for ”sure”, hvis de kommer efter hvide. Igen kunne de røde ikke hamle op med dem fra Rodern, men deres Riesling er gode. Trimbach har et princip om ikke at have meget restsukker tilbage i vinen. Jeg er helt enig. Sukkeret er tit en måde at skjule en lidt dårlig vin og de andre smagsstoffer er meget bedre end sukker. Det beviste hun ved at lade mig prøve en Pinot Gris, som traditionelt er til den søde side. Her var den gæret helt ud og var rigtig dejlig. Rund og mild, som en Pinot Gris (og en kvinde) skal være.

Tarte Flambee / Flammenkuchen

Vejret er bestemt ikke det bedste, vi har set i Alsace, - langt fra. Det er koldt og det regner en gang imellem. Vi overvejer faktisk at køre hjem en dag tidligere. Altså i morgen, så jeg skal lige rundt og købe det sidste vin. Men inden skal jeg altså lige have en Tarte Flambee. Det er ikke alle i Ribeauville, der servere det til frokost, så jeg var helt nede ved rundkørslen, inden jeg fandt en restaurant, der ville tilberede en til mig.

Jeg gik hjem og lagde mig med hovedtelefoner, så jeg kunne få mit ”skud” rock og blues. Jeg er bestemt i underskud. Da Sonja kom hjem ved 14:30-tiden, tog jeg bilen til Rodern. Jeg skulle altså lige have endnu en kasse rødvin. På hjemvejen kørte bilen ind til Rolly Gassmann, så jeg blev nødt til at stå ud og banke ”Gammelmutter” op, så hun kunne divertere mig med deres rødvine. Det gjorde hun gerne. Man kan sagtens mærke, at de ligger i hoveddistriktet for Alsacerødvin. Selvom jeg er lidt tilbageholdende med deres hvide vine, som er for søde til min smag, så er deres røde altså fantastiske. Jeg kom til at købe ”ein kiste” (en kasse med 6 stk.).

Vel hjemme syntes jeg, at jeg trængte til en øl. Jeg gik ned til fløjtespilleren. Kendere af Ribeauville vil vide hvor det er. Jeg lod verden passere forbi en halv times tid indtil glasset var tomt. Så kom Sonja og Gerda med en pose fra Chokoladefabrikken. De skulle hilse fra Chris. Han var på arbejde i dag. Vi har ikke spist på restaurant endnu, så det vil jeg altså den sidste aften. Le Mouton står for mig, som den ”rigtige” Alsacerestaurant. De serverer rigtig Alsacemad og der er rigeligt!! Selvom jeg kun havde fået to glas vin til maden, blev jeg meget træt. Vi var dog lige nede i campingvognen til en kop kaffe, men så skulle jeg hjem i seng. Det ville sikkert også blive en anstrengende dag fredag.

Fredag

Solen skinnede fredag morgen, men det var meget koldt og der var lovet regn senere, så vi tog afsted hjem ved 9:30-tiden. Vi slog lige et smut forbi Rodern for at købe en kasse Cremant, som jeg glemte at købe den anden dag. Vi havde ikke mange problemer på turen, bortset måske fra en lille afvigelse i ruten, som frk. Garmin ledte os ud på, da hun mente vi kunne spare tid. Nu skal man være lidt forsigtig med at lade sig lede af hende, så når du er på en lang tur som os, så kør kun ud på hendes om/genveje, hvis der er mindst en time at spare. Hendes problem er, at tiden i hendes beregninger er baseret på maksimale hastighed og det kan du ikke køre på landeveje og slet ikke i bjergene.
Vi var hjemme 23:40. Trætte!!

Vougeserne og Riquewihr

Mandag

Vi havde allerede om aftenen før aftalt, at hvis vejret var bare nogenlunde ville vi op i bjergene. Så da vi kunne se små blå pletter på himmelen, tog vi af sted. Efterhånden som vi kom op i højde, blev det mere og mere tåget, men dog stadig fine udsigter ud over dalene. Vi gjorde lige holdt ved Lac Noir, - den sorte sø, som hvis er kunstig og har et vandkraftværk i den ene side. Det viste sig, at den er ved at blive bygget om, så den ikke bare kan lave strøm af vand fra søen ovenfor, nemlig Lac Blanc, men faktisk også skulle kunne pumpe vand derop, når der er overskud af strøm. Det ville være praktisk, hvis der er for meget vindenergi.

Ovenfor ligger som sagt Lac Blanc, som vi kørte til bagefter. Der var arbejde i gang i røret ned til Lac Noir, men ellers kunne vi ikke se noget arbejde. Den ligger skønt nede blandt klipperne og efterårsfarverne er smukke. Nu kom vi så op på Napolions Route de Crete, hvor vi kørte mod syd. Vi ville til udsigtspunket Tant, men det kunne vi godt opgive. Der var fuldstændig tåget. Vi var oppe i skyerne. Vi gik godt nok lidt op af skråningen, men vi opgav vort forehavende, - vi ville ned til Huss for at spise. Det var nu heller ikke en succes. Det var mandag, og mange ting er lukket om mandagen, også Huss.

Firstmiss

Heldigvis havde vi lige kørt forbi Firstmiss, så vi vente kareten og kørte tilbage. Der var åbnet og vi satte os til rette. Vi var ret sultne, så vi fik først en dejlig grøntsagssuppe, derefter kom en stegeso ind på bordet med hamborgryg lagt oven på nogle saftige brasede kartoflen. Det smagte fantastisk. Stedet er meget hyggeligt, men en masse kobjæller hængende under loftet og møblerne er af træ. Alt i tysk bondestil. Godt mætte satte vi os i bilen for at køre hjem og der gik ikke lang tid før jeg sov tungt.

Joggerts

Vel nede gik vi hen for at smage på Joggerts vin. Per og Kaysa var med, men hunden trængte til at komme ud på en tur, så Per gik med ham. Jeg kunne nu fint klare mig selv. Jeg var jo stadig i godt selskab med en masse dejlig vin. Det blev til tre flasker, tre Riesling Lieu de Hagenau og tre Pinot Noir Fut de Chien.

Vi spise aftensmad på campingpladsen. Vi kunne sagtens ”nøjes” med baguettes med ost og pølse.

Tirsdag

Nu ville vi altså til Riquewihr, så vi var der vel sådan lidt over ti. Der var god plads til bilen, så Per og jeg startede hos Dopf et Irion alle nederst på hovedgaden. Vi fik en meget fin betjening, men der var jo heller ikke så mange andre. Jeg skulle igen smage Riesling og Pinot Noir. Per stod for det lidt sødere, nemlig Gewürtstraminer. Han skulle dog lige prøve en Muscat først, men det faldt ikke i herrens smag. Jeg kom igennem en hel del Riesling og havde kommenteret dem flittigt, så til slut serverede han et glas blindt, men jeg kunne bare på lugten mærke det var en Rieslig, - bare lavet sød. Han virkede imponeret og sagde at ikke mange kunne smage det var en Riesling. Således opmuntret gik jeg videre med Pinot Noir. De havde en som nærmede sig Bourgogne. Den også i en lidt tykkere flaske, så man skulle tænke på Bourgogne når man så den. Jeg købte to af den og to Riesling. Han sponserede endnu en af de røde. Per købte en par Gewürtstraminer, - ikke kasser, som ekspedienten først havde fundet frem, men to flasker. Ned i bilen med fangsten og videre op til Hugel. Igen var vi alene derinde, så betjeningen var rigtig fin. Vi gik egentlig efter Gewürtstraminer, men jeg skulle nu også lige se om de kunne lave Riesling. Det kan de sådan set godt, men de er ikke bedre end så mange andre, - men de er meget dyrere. Til gengæld er de fantastiske til Gewürtstraniner. De har tre niveauer af kvaliteter, Classic, Traditionel og den dyre kan jeg ikke huske navnet på. Der var stor forskel på de to første, hvorimod der var mindre op til den dyre. Vi købte derfor to Traditionel til Kim. Vi har nemlig fået til opgave af Kim at købe nogle flasker til ham, som han kan ”kyle i hovedet”, når han kommer hjem til jul. Ekspedienten tilbød til slut, at vi måtte prøve deres Grains Nobles. Det siger man ikke nej til. De kan kun producere 400 flasker om året, men de er berømte for den. Hugel var den første som ”opfandt” den i Alsace og vist også den første til at få den godkendt som en Appellation Controlee.  Gerda kom med hunden, som vi nu skulle overtage. Vi satte os bare ved et bord og fik et glas Gewürtstraminer, mens de to damer kiggede butikker. Vi spiste frokost hver for sig og kl. 14 kørte vi til Rodern.

Jeg har aldrig været der før, men det har de andre. De har besøgt den første  til højre i byen, men han havde lukket. Sikkert ude at høste. Så vi gik op til Metz-Bleger. Der var også lukket, men efter at have ringet på klokken kom en gammel kone ned. Hun var noget gangbesværet, men var villig til at lade os smage. De er helt sikkert gode til Pinot Noir i Rodern. Meget kraftigere, men byen bliver også kaldt Pinot Noirs hovedstad i Alsace.

Koeberle-Kreyer

Bagefter gik vi ned til naboen Koeberle-Kreyer overfor. Der fik vi også en rigtig fin behandling og hans vine var om muligt endnu bedre. Og alle til meget favorable priser. De dyreste var på ca. 8 €. Det er nok det dobbelte i turistbyerne Ribeauville og Riquewihr. Hunden havde siddet inde i bilen mens vi smagte, så Per blev sendt af sted hjemad med hunden i snor. Vi ville så møde ham, men vi kunne ikke finde ham. Vi ringede og han påstod, at han gik langs vejkanten. Det var bare den forkerte vejkant. Vi samlede ham op i Rohswihr og jeg blev læsset af, så jeg kunne købe aftensmad. Det skulle være Beuf Bourginon. Når man nu har så let til en Pinot Noir, så bør man altså lave denne berømte ret med Pinot Noir.

Det blev ikke sent. Vi var trætte og i morgen er atter en dag, som hin Valdemar sagde.

Turen til Alsace og søndag

Lørdag

Turen til Alsace er der ikke meget at fortælle om. Der var utrolig meget vejarbejde ned gennem Tyskland og det regnede meget. Det gjorde det meget besværligt at køre og det tog da også 13 timer at komme derned. Sonja kørte hovedparten af turen, men jeg tog nu også min tørn. Vel ankommet til Ribeauville, smed vi vor bagage ind på værelset og gik ned til Gerda og Per på campingpladsen. De gav aftensmad og et glas vin, men vi var trætte, så festen stoppede tidligt.

Søndag

Søndag formiddag gik vi ned ud for at handle og jeg gik op til Jean Sipp. Jeg har planlagt at smage Riesling og Pinot Noir, så jeg spurgte om jeg kunne smage på deres Riesling. Det var konen i butikken, der satte glas frem, men snart kom manden og han ville gerne snakke og skænke vin op. Efter at have været igennem hele hans arsenal af Rieslig kom han med en smagsprøve, som jeg skulle prøve og gætte hvad var. Det var svært og det var da også en noget speciel vin: En Rieslig fra 1985. Den var stadig fin, men havde ikke længere den typiske smag af druen. Bagefter kom han med en Riesling fra 1975. Den var stadig god!! Helt utroligt. Han viste mig en fransk vinguide, hvor han var den eneste fra Alsace, der var nævnt med en tør Riesling. Jeg kiggede lidt rundt i bogen efter Pinot Noir fra Alsace, men kunne ikke rigtig finde den nævnt. Jeg spurgte ham, og straks kom han med deres bedste Pinot Noir, - en Osmose, som han (selvfølgelig) mente, var den bedste fra Alsace og som kunne måle sig med Gevre Champertin fra Bourgogne. Det kunne den måske, - den er i hvert fald god (og dyr).

Efter frokosten ville vi til Riquewihr. Sonja mente ikke at have set byen ordentligt, men da vi kom dertil var der ingen parkeringspladser. Vi valgte så at køre op i vinmarkerne. Google Maps har vinstierne aftegnet, så den kunne vi lige køre på.

Vi stoppede nær ved Mambourg, som har et mindesmærke for de faldne allierede soldater fra 2. verdenskrig, der blev dræbt i forsøget på at erobre bakken. Der var mange kristne, muslimske og jødiske gravsten. Vi kørte videre til Keysersberg, hvor vi sjaskede lidt rundt og Per og jeg fik et glas Pinot Gris mens de to andre kiggede butikker.

Til aftensmad havde jeg købt en Frois Gras til forret og jeg lavede en æggekage med masser af champignon som hovedret. Til slut ost, - Münster og Rocqueford.