Vougeserne og Riquewihr

Mandag

Vi havde allerede om aftenen før aftalt, at hvis vejret var bare nogenlunde ville vi op i bjergene. Så da vi kunne se små blå pletter på himmelen, tog vi af sted. Efterhånden som vi kom op i højde, blev det mere og mere tåget, men dog stadig fine udsigter ud over dalene. Vi gjorde lige holdt ved Lac Noir, - den sorte sø, som hvis er kunstig og har et vandkraftværk i den ene side. Det viste sig, at den er ved at blive bygget om, så den ikke bare kan lave strøm af vand fra søen ovenfor, nemlig Lac Blanc, men faktisk også skulle kunne pumpe vand derop, når der er overskud af strøm. Det ville være praktisk, hvis der er for meget vindenergi.

Ovenfor ligger som sagt Lac Blanc, som vi kørte til bagefter. Der var arbejde i gang i røret ned til Lac Noir, men ellers kunne vi ikke se noget arbejde. Den ligger skønt nede blandt klipperne og efterårsfarverne er smukke. Nu kom vi så op på Napolions Route de Crete, hvor vi kørte mod syd. Vi ville til udsigtspunket Tant, men det kunne vi godt opgive. Der var fuldstændig tåget. Vi var oppe i skyerne. Vi gik godt nok lidt op af skråningen, men vi opgav vort forehavende, - vi ville ned til Huss for at spise. Det var nu heller ikke en succes. Det var mandag, og mange ting er lukket om mandagen, også Huss.

Firstmiss

Heldigvis havde vi lige kørt forbi Firstmiss, så vi vente kareten og kørte tilbage. Der var åbnet og vi satte os til rette. Vi var ret sultne, så vi fik først en dejlig grøntsagssuppe, derefter kom en stegeso ind på bordet med hamborgryg lagt oven på nogle saftige brasede kartoflen. Det smagte fantastisk. Stedet er meget hyggeligt, men en masse kobjæller hængende under loftet og møblerne er af træ. Alt i tysk bondestil. Godt mætte satte vi os i bilen for at køre hjem og der gik ikke lang tid før jeg sov tungt.

Joggerts

Vel nede gik vi hen for at smage på Joggerts vin. Per og Kaysa var med, men hunden trængte til at komme ud på en tur, så Per gik med ham. Jeg kunne nu fint klare mig selv. Jeg var jo stadig i godt selskab med en masse dejlig vin. Det blev til tre flasker, tre Riesling Lieu de Hagenau og tre Pinot Noir Fut de Chien.

Vi spise aftensmad på campingpladsen. Vi kunne sagtens ”nøjes” med baguettes med ost og pølse.

Tirsdag

Nu ville vi altså til Riquewihr, så vi var der vel sådan lidt over ti. Der var god plads til bilen, så Per og jeg startede hos Dopf et Irion alle nederst på hovedgaden. Vi fik en meget fin betjening, men der var jo heller ikke så mange andre. Jeg skulle igen smage Riesling og Pinot Noir. Per stod for det lidt sødere, nemlig Gewürtstraminer. Han skulle dog lige prøve en Muscat først, men det faldt ikke i herrens smag. Jeg kom igennem en hel del Riesling og havde kommenteret dem flittigt, så til slut serverede han et glas blindt, men jeg kunne bare på lugten mærke det var en Rieslig, - bare lavet sød. Han virkede imponeret og sagde at ikke mange kunne smage det var en Riesling. Således opmuntret gik jeg videre med Pinot Noir. De havde en som nærmede sig Bourgogne. Den også i en lidt tykkere flaske, så man skulle tænke på Bourgogne når man så den. Jeg købte to af den og to Riesling. Han sponserede endnu en af de røde. Per købte en par Gewürtstraminer, - ikke kasser, som ekspedienten først havde fundet frem, men to flasker. Ned i bilen med fangsten og videre op til Hugel. Igen var vi alene derinde, så betjeningen var rigtig fin. Vi gik egentlig efter Gewürtstraminer, men jeg skulle nu også lige se om de kunne lave Riesling. Det kan de sådan set godt, men de er ikke bedre end så mange andre, - men de er meget dyrere. Til gengæld er de fantastiske til Gewürtstraniner. De har tre niveauer af kvaliteter, Classic, Traditionel og den dyre kan jeg ikke huske navnet på. Der var stor forskel på de to første, hvorimod der var mindre op til den dyre. Vi købte derfor to Traditionel til Kim. Vi har nemlig fået til opgave af Kim at købe nogle flasker til ham, som han kan ”kyle i hovedet”, når han kommer hjem til jul. Ekspedienten tilbød til slut, at vi måtte prøve deres Grains Nobles. Det siger man ikke nej til. De kan kun producere 400 flasker om året, men de er berømte for den. Hugel var den første som ”opfandt” den i Alsace og vist også den første til at få den godkendt som en Appellation Controlee.  Gerda kom med hunden, som vi nu skulle overtage. Vi satte os bare ved et bord og fik et glas Gewürtstraminer, mens de to damer kiggede butikker. Vi spiste frokost hver for sig og kl. 14 kørte vi til Rodern.

Jeg har aldrig været der før, men det har de andre. De har besøgt den første  til højre i byen, men han havde lukket. Sikkert ude at høste. Så vi gik op til Metz-Bleger. Der var også lukket, men efter at have ringet på klokken kom en gammel kone ned. Hun var noget gangbesværet, men var villig til at lade os smage. De er helt sikkert gode til Pinot Noir i Rodern. Meget kraftigere, men byen bliver også kaldt Pinot Noirs hovedstad i Alsace.

Koeberle-Kreyer

Bagefter gik vi ned til naboen Koeberle-Kreyer overfor. Der fik vi også en rigtig fin behandling og hans vine var om muligt endnu bedre. Og alle til meget favorable priser. De dyreste var på ca. 8 €. Det er nok det dobbelte i turistbyerne Ribeauville og Riquewihr. Hunden havde siddet inde i bilen mens vi smagte, så Per blev sendt af sted hjemad med hunden i snor. Vi ville så møde ham, men vi kunne ikke finde ham. Vi ringede og han påstod, at han gik langs vejkanten. Det var bare den forkerte vejkant. Vi samlede ham op i Rohswihr og jeg blev læsset af, så jeg kunne købe aftensmad. Det skulle være Beuf Bourginon. Når man nu har så let til en Pinot Noir, så bør man altså lave denne berømte ret med Pinot Noir.

Det blev ikke sent. Vi var trætte og i morgen er atter en dag, som hin Valdemar sagde.